Den nuværende bestyrelse tog form i 2014, efter en del af de tidligere medlemmer valgte at stille deres poster til rådighed efter den tidligere formands død. Den nye bestyrelse brugte den første tid på at få et overblik over anlæggets stand, udfordringer og muligheder, som betød at der blev implementeret et færdigt lovpligtigt kvalitets- og ledelsessystem i 2015, hvor alle dele af værket var blevet gennemgået og vurderet. I samme ombæring blev den daglige drift af vandværket effektiviseret og dokumenteret. Herudover blev der udarbejdet den lovpligtige beredskabsplan til håndtering af forureningssituationer. I 2016 og 2017 blev der udviklet en ny strategi for vandværket, samt en investerings- og vedligeholdelsesplan, for at understøtte udviklingen. Gennem hele perioden blev der endvidere gjort en stor indsats for at lokalisere og reparere lækager i forsyningsnettet.
Der er samtidig en række udefrakommende trusler og muligheder, herunder bl.a. myndighedernes planer om at sommerhuskloakere i langt det største område af vandværkets forsyningsområde, samt en indsatsplan til beskyttelse af grundvandet med krav om etablering af et overvågningsprogram og sikring af forsyningssikkerhed.
Præmissen for at kunne levere rent drikkevand til forbrugerne på en omkostningseffektiv måde, er at drikkevandsproduktionen bygger på en driftssikker og effektiv infrastruktur, ressourcer samt adgang til de nødvendige kompetencer. Vandværket drives fortsat af frivillige ulønnede ildsjæle, herunder også bemanding af vagttelefon 24/7/365. Der vil forventeligt på længere sigte være behov for at gentænke den model i takt med at det bliver sværere at tiltrække frivillige ressourcer med de nødvendige kompetencer.
Den tidligere strategi handlede om at sikre billigt drikkevand, hvilket kun i meget begrænset økonomisk omfang gav mulighed for at re-investere i infrastruktur og anlæg. Derfor er vandværket, der er ejet af andelshaverne, nu i en situation, hvor både anlæg og infrastruktur trænger til modernisering.
Spildprocenten er en af de mest tydelige indikatorer på konsekvensen af slitagen og aldring. Det er et faktum, at der ikke over årene er opsparet fornødent kapital, til at dække investeringsbehovet. På baggrund af vedligeholdelses- og investeringsplanen, fremlægger bestyrelsen nu et forslag om en ekstraordinær takst for de kommende 5 år. Dette vil ikke være fuldt dækkende for kapitalbehovet, hvorfor der sideløbende skal indhentes ekstern finansiering.
De følgende afsnit vil uddybe ovenstående i følgende punkter:
Ledningsnettet
Sommerhuskloakering
Pumpestyringer
Energioptimering
Fremtid og Økonomi
Andre tiltag
Driftsstatus: Der er normal drift.
_______________
02.12.2024: Den første nye vandmåler fra Brdr. Daghl/Saint Gobain er installeret hos en forbruger, og vi er ved at lægge sidste hånd på en samlet udskiftningsplan. Vi sender orienteringsmail ud til andelshaverne inden for kort tid.
09.11.2024: Etape 8 af ledningsudskiftningen omfatter Lundebakken og Lillemosevej. Projekteringen af arbejdet i 2025 er i gang. De berørte andelshavere får besked.
27.09.2024: Det årlige service af de to lukkede filtre er gennemført af Silhorko. Filtermassen er fortsat i god stand.
16.08.2024: Tilstandsvurderingen af indvindingsboring 3 som er udført af Brøker var meget positiv. Ydelse og tilstand er i top
25.06.2024: Du kan læse referatet fra årets generalforsamling her
23.05.2024: Etape 7 af ledningsudskiftningen omfatter Bragesvej og resten af Lokesvej, og er nu afsluttet.
22.04.2024: Kemp og Lauritsen har termograferet de elektriske anlæg på vandværket. Termograferingen sker for at undgå
farlige situationer der kan føre til brand og driftsforstyrrelser på de elektriske anlæg. Herudover er det et krav fra forsikringsselskabet. Der var intet at bemærke.
04.04.2024: Rentvandstanken er inspiceret med en undervandsrobot. Rapporten viser, at der endnu ikke er behov for at iværksætte indsatser ift. rentvandstanken.
03.04.2024: Serviceeftersyn på affugter i pumperummet. Alt OK
21.12.2023: Så er solcelleanlægget koblet, og det er dimensioneret til at dække 34% af vandværkets energibehov.
19.06.2023: Referat fra generalforsamlingen den 17-6-2023 kan læses her
09.05.2022: Artikel om beskadigelse af ledningsnettet udgivet i VandPosten (Danske Vandværker) LÆS