Vig Lyng Vandværk er et andelsselskab (a.m.b.a.), som blev stiftet i 1965. Ejerkredsen består af 441 andelshavere, der forsynes med rent drikkevand. Andelshaverne fordeler sig med 79 helårsboliger og 362 fritidshuse, hvoraf en del har status som helårsbolig.
Værket drives af frivilligt arbejdskraft, og ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer plus suppleanter.
Vandværkets første råvandsboring blev etableret i 1965, hvor firmaet Brdr. Lindholdt udførte en vandboring på det der i dag er vandværkets grund på Ærtemosevej. Det oppumpede råvand blev analyseret den 16. august samme år på daværende Steins laboratorium.
Et år senere, den 11. september 1966, blev der afholdt stiftende generalforsamling på Vig Kro. Den nye bestyrelse, med formand Knud B. Madsen i spidsen, indhentede den 25. oktober 1966 byggetilladelse til opførelsen af et vandværk med pumpestation.
Siden udførte Brdr. Lindholdt i 1970 endnu en vandboring på skellet mellem markerne mod øst. I samme ombæring blev vandværket også udbygget og dele af produktionsudstyret blev ombygget. I den forbindelse blev der opsat lukkede trykfiltre med fuldautomatisk skyllestyring. I 1990 udførte brøndboringsfirmaet Brøker den seneste råvandsboring, på kanten af marken mod nordøst. Disse tre velfungerende råvandsboringer medvirker i dag til, at vandværket til stadighed kan levere rigeligt med vand i en særdeles god kvalitet.
Vandværket er løbende blevet renoveret og moderniseret og består i dag af en fuldautomatisk rå- og rentvandsbehandling, frekvensstyret udpumpningssystem og fuld PLC/EDB baseret overvågning af alle produktionsparametre.
Vand klassificeres af myndighederne som en fødevare, og derfor skal vandværket leve op til en række skærpede krav til hygiejne og kvalitet. Vi udfører løbende egenkontrol, ligesom vi samarbejder med en ekstern analysevirksomhed. Kommunen udfører lovbestemte kontrolbesøg, og du kan læse resultaterne under menupunktet "Vandkvalitet".
Driftsstatus:
Normal drift
_______________
04-02-2021: Pas på frostsprængninger. Det er blevet rigtig koldt, hvilket kan risikoudsætte dine vandinstallationer. Vi har samlet en række gode råd til vinterklargøring af dit sommerhus. Læs mere her.
_______________
11-12-2020: Generalforsamlingen den 13.12.2020 kl. 10.30 UDSKYDES grundet den nuværende corona situation og myndighedernes nye krav.
_______________
26-11-2020: Ny nødforsyning etableret. Vi er nu forbundet til en ny fordelingsbrønd til Høve Strands vandværk. Forbindelsen er etableret med store forsyningsledninger, så vi forventer at denne nye nødforsynings-mulighed vil være tilstrækkelig til forsyning af hele vores forsyningsområde. Herudover burde vi også kunne nødforsyne Høve Strands forsyningsområde. Vi tester nødforsyningen i begge retninger i nær fremtid.
_______________
17-11-2020: Etape 3 af ledningsudskiftning færdig. Etapen er nu færdig og der foretages afsluttende retableringer af udgravninger og veje.
_______________
23.03.2020: Vandværket er igen i drift. Den midlertidige trykforøgerpumpe blev her til morgen afmonteret og vandværket blev herefter sat i drift. Stor tak til Kongepartens vandværk for assisterende vandforsyning under de 5 ugers ombygning af Vig Lyng vandværk.
________________
19.03.2020: Ombygningen på vandværket er gennemført. De nye el-tavler er monteret, alle kabler er trukket og alle pumper og sensorer er forbundet. Vand & Teknik er pt. i færd med at justere hele anlægget og i mellemtiden skyller vi alle vandbaner og bassiner grundigt igennem. Vi håber på at være klar til igen at levere drikkevand til egne forbrugere i starten af uge 13.
________________
28.02.2020: Ny forsyningsledning på Nykøbing-Slagelsevej. I uge 10 bliver den nye ledning etableret med styret underboring. Ledningen lægges mellem transformerstationen overfor Kinimondsvej og ned til indkørslen til genbrugspladsen/ridebanen. Mandag den 9/3 bliver den nye ledning koblet til vores forsyningsnet, hvilket medfører at der lukkes for vandet under arbejdet. Alle berørte andelshavere har fået direkte besked via email og SMS.
Sådan kommer du i kontakt med Vig Lyng Vandværk:
Tlf.: 23 29 60 57
Email: viglyngvand@gmail.com
Vandværket modtager ikke fysisk post.
Alle henvendelser vedr. regninger og flytteopgørelser skal rettes til vores regnskabskontor Microwa abc, telefon 70 26 93 26 eller abc@microwa.dk